Røntgenundersøgelser

Tandplejen tager nogle gange røntgenbilleder af de dele af tænderne, som vi ikke kan se ved undersøgelser. Ved tandlægen er røntgenstråling ufarligt for dig.

  •  

 

Hvorfor tager vi røntgenbilleder?

Tandplejen bruger røntgenbilleder til at vurdere den del af tænderne og knoglerne, der ellers er skjult ved undersøgelsen.

Ved hjælp af røntgenbilleder kan vi bedre vurdere huller i tænderne, undersøge afvigende tandstilling og afvigelser i antal anlagte tænder.

Hvis tænder ikke er brudt frem til tiden, kan vi bruge røntgenbillederne til at vurdere tændernes placering. Vi bruger også billederne, før vi fjerner visdomstænder og andre tænder.

Hvor meget stråling udsættes jeg for?

Som patient har du krav på at vide, hvor meget stråling du får ved røntgenundersøgelsen.

Vi modtager alle hver dag stråling i form af kosmisk stråling fra rummet og stråling fra undergrunden. Det kaldes baggrundsstråling og er også røntgenstråling.

Ved en almindelig røntgenoptagelse af en tand får du stråling, der svarer til cirka 4 timers naturlig baggrundsstråling.

Et stort røntgenbillede, hvor alle tænder kan ses, svarer til 1-2 dages naturlig baggrundsstråling.

Hvis du for eksempel er ude at flyve i en time i 12 km’s højde, udsættes du for stråling, der svarer til 3 almindelige røntgenbilleder.

Er røntgenstråling farlig?

De mængder stråling du får, når tandlægen undersøger dine tænder og kæber, anses for at være så små, at en skadelig effekt ikke kan registreres.

Sundhedsstyrelsen ønsker, at vi skal modtage så lidt røntgenstråling som muligt, så der skal være en begrundelse for at tage hvert eneste billede. Ligesom vi skal bruge den type røntgenfilm, der kræver mindst røntgendosis.

Du kan naturligvis fravælge en røntgenundersøgelse, ligesom du kan fravælge en behandling.

Konsekvensen vil dog være, at tandlægen ikke kan vurdere tænder og kæber tilstrækkeligt, så huller i tænderne og afvigelser i tænder og kæber ikke kan opdages og vurderes tidligt.