Røntgenbilleder af kindtænderne

Der kan gå hul i tanden på alle sider, der er fri i munden. Nogle sider er lettere at se end andre.

  •  



De tandflader på kindtænderne, som støder op til hinanden, kan vi ikke se direkte ind på, så her er det ofte en fordel at tage et røntgenbillede i hver side af munden.

Hvad kan man se på et røntgenbillede af kindtænderne?

Et røntgenbillede kan vise:

  • Et begyndende hul i en tand, hvor en ekstra indsats med tandbørste og tandtråd kan betyde, at du kan undgå at hullet bliver så stort, at det skal bores
  • At du har rengjort dine begyndende huller fra sidst så godt, at der stadig ikke skal bores i tanden
  • Et hul i en tand, der er blevet så stort, at der skal bores i tanden
  • Hvis du stadig har mælketænder, kan vi se de blivende tænder, som ligger under mælketænderne.

Gør det ondt at få taget røntgenbilleder?

Der skal sidde en lille film inde i munden, og nogle gange kan du godt mærke kanten af den. Det kan hjælpe dig, hvis du kan slappe godt af, bøje hovedet lidt fremover og trække vejret helt ned i maven i den meget korte tid, som det varer.

Er det farligt at få taget røntgenbilleder?

Mængden af stråling, som du får ved at få taget et røntgenbillede er meget lille og svarer nogenlunde til den baggrundsstråling, som man får ved at flyve 1 minut i almindelig flyvehøjde.