Vejledning inden kirurgi

Hvis du er henvist til et kirurgisk indgreb, er det vigtigt, at du er så godt informeret som muligt, om hvad indgrebet indebærer, så du ikke overraskes på nogen måde.

Før indgrebet

Når du møder til operationen, er det vigtigt, at du har spist godt i forvejen, så dit blodsukker er normalt. Det er også vigtigt, at du har børstet tænderne rene, efter du spiste sidst.

Under indgrebet

Du skal bedøves. Det er vigtigt, at bedøvelsen virker godt, så du ikke mærker indgrebet. I få tilfælde kan det være nødvendigt at supplere bedøvelsen undervejs. Det er vigtigt, at du forstår, at lyde, følelsen af skub og tryk ikke kan bedøves. Du skal derfor prøve at skelne mellem decideret smerte, som kan bedøves og lyde, følelsen af skub og tryk, som ikke kan fjernes med bedøvelse.

Når vi har konstateret, at bedøvelsen virker, vil du blive afdækket med en stor steril/grøn papirserviet. Det skal sikre, at operationen kan foretages så sterilt som muligt og minimere risikoen for senere infektion.

Derfor er det vigtigt, at du beholder dine hænder under servietten. Du kan altid løfte hånden i vejret som et tegn til personalet om, at du gerne vil tale med os.

Der lægges et snit, og slimhinden skubbes til side. I nogle tilfælde er det nødvendigt at fjerne knogle og bore. Det kirurgiske indgreb afsluttes med en omhyggelig rensning af såret, og tandkødet føres på plads, inden slimhinden syes sammen igen.

Den sterile serviet fjernes, og du kommer op at sidde og instrueres i, hvordan du skal forholde dig efterfølgende.

Efter indgrebet

Vi anbefaler, at du køber Ipren og Pinex tabletter (håndkøb). Se dosis på indlægssedlen. Det er vigtigt, at du tager smertestillende medicin mindst 1-2 dage efter indgrebet, helst før du oplever smerte.

I dagene efter indgrebet skal du forvente at blive noget hævet i operationsområdet. Du kan minimere graden af hævelsen ved at have hovedet højere end hjertet, det vil sige sove med nogle puder i ryggen.

Det er vigtigt, at du opretholder en god mundhygiejne efter operationen. Vi anbefaler, at du køber klorhexidin 0,12% mundskyllevæske.

Du vil få udleveret en meget blød tandbørste til renhold i operationsfeltet. Vi anbefaler, at du børster de øvrige tænder med en almindelig tandbørste.

Vi anbefaler, at du forholder dig stille de første dag efter indgrebet og ikke udfører hård fysisk aktivitet.

Inden du forlader klinikken, skal du aftale en tid til at få fjernet trådene.

Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte Tandplejen.